søndag den 12. oktober 2008

Meget flot spil – men vi tabte


Så fik vi spillet dette års sidste kamp udendørs. Desværre blev det ikke den sejr vi alle havde håbet på, men et nederlag til Bagsværd på 3-5. Vi startede ellers som lyn og torden og kom foran på 2 gode mål af Peter og et af Kasper. Men Bagsværd spillede super godt (og havde vist også lånt et par spillere fra 1. Holdet) og de begyndte at hente ind på os… De hentede os og scorede desværre også to ekstra mål på en meget god 2. Halvleg…øv!

Julius kæmpede som sædvanligt stærkt og blev en fortjent vinder af fiduspokalen. Godt gået Julius.

Vi ses til indendørs træning – søndag d. 26/10 kl. 16.

Hilsen Jacob (Frederiks far)



fredag den 3. oktober 2008

2 kampe med super godt spil


HUI - FC Holte 6-1

Vi spillede en god kamp i dag og slog FC Holte med 6-1. Oscar scorede 4 mål og Philip scorede 2.
Hele holdet spillede en god kamp og fightede rigtig flot, spillede fornuftigt efter det vi havde aftalt og havde den rigitige indstilling, - de ville vinde i dag. Carl spillede en af sine bedste kampe og fik fiduspokalen med hjem. Hilsen Claus


BSV - HUI 3-2
Vi vidste at kampen mod BSV ville blive rigtig svær. De havde vundet alle deres 6 kampe meget stort og scoret mange mål. Vi kom da også bagud i starten med 2-0 og i starten af anden halvleg blev det til 3-0... Men så skete der noget! Hele holdet tog sig sammen og mens Julius, Julius og Frederik lukkede af så der ikke blev scoret mere, så fik midtbanen og angrebet gang i spillet. Det var en ren fornøjelse at se at alle gik til den og virkelig fik gnist på spillet. Vi spillede det bedste vi har spillet hele sæsonen og med 2 mål fra Philip og et skud på overliggeren fra Kasper var vi lige ved at hente topholdet BSV. Det blev kun til 3-2, men hold da op hvor vi spillede godt.

Peter var helt i top og vandt fiduspokalen. Godt gået Peter...


Hilsen Jacob (Frederiks far)